Har du styr på dine forsikringer? Gode råd findes her

Ved du om du er forsikret ordentligt? Har du overblik over dine forsikringer? Pris og vilkår? Du kan måske stå i en akut situation, hvor du skal tegne en forsikring, men uden at have økonomisk råderum til det. I så fald kan du låne til forsikringen. 

Forsikring er et emne, som kan få de fleste til at blive fjerne i blikket. Opfattelsen af forsikringer handler om at det er “svært”, “uoverskueligt” og “besværligt at holde styr på.”

Undersøgelser viser, at de fleste danskere ikke interesserer sig for forsikring, f.eks. har hver femte dansker aldrig skiftet forsikringsselskab og hver tiende har aldrig indhentet tilbud på forsikringer. Konsekvensen er i den forbindelse at forsikringsselskaberne ikke behøver at konkurrere på priser og vilkår (Kilde: Forbruger-og Konkurrencestyrelsen).

Men det er faktisk en god ide at have styr på dine forsikringer, så du ikke står med håret i postkassen, når uheldet rammer. Hvis du kommer ud for en ulykke eller bliver syg, kan en ulykkesforsikring f.eks. gøre en afgørende forskel på din økonomi.

Forsikring er ganske enkelt med til at gøre din tilværelse mere tryg – også når livet pludselig ændrer sig. 

Hvilke forsikringer er en rigtig god ide at have? I det følgende kan du læse mere om dette:

Vurder hvilke forsikringer der passer til din situation nu og i fremtiden

Generelt bør du tage stilling til, hvilke risici du er villig til at løbe. Vurder gerne:

Hvilken udgift er der til forsikringen i forhold til de udgifter, du potentielt risikerer at stå med?

Hvilke forsikringer passer på min situation nu og i fremtiden?  

To forsikringer du ikke kan undvære

Der er to forsikringer, som det er en rigtig god ide at have uanset hvad:

  1. Indboforsikring, inklusive ansvarsdækning
  2. Ulykkesforsikring

Derfor er indboforsikring en god ide

Hvad enten du bor i egen bolig eller i lejebolig, har du brug for en indboforsikring. Hvis der opstår brand i boligen, sker indbrud eller måske en vandskade, står du uden indboforsikring med hele regningen for at erstatte dine ejendele. 

Når du tegner indboforsikring, skal du sikre, at den passer til dig: Hvor meget koster dine ting i dag, hvis du skal erstatte dem? Har du ting af særlig værdi, såsom smykker, samlinger eller cykel?

Indboforsikringen indeholder automatisk ansvarsforsikring, som hjælper dig, hvis du kommer til at gøre skade på en anden person. Eksempler på skader er at du kommer til at cykle ind i en fodgænger, som falder og får en tandskade. Her dækker ansvarsforsikringen f.eks. tandlægeregningen. Uden en ansvarsforsikring står du derimod med hele regningen selv. Og det kan blive dyrt. 

Så en indboforsikring er alt i alt en rigtig god forsikring at have, da du er sikret hvis dine ejendele bliver ødelagt eller stjålet og du er sikret, hvis du forårsager skade på andre. 

Gode grunde til at tegne en ulykkesforsikring

Denne forsikring er din sikkerhed, hvis du selv kommer til skade i en ulykke. Du er sikker på at få en erstatning gennem forsikringen, uanset om personen er skyldig eller uskyldig i skaden på dig. 

Du køber i forsikringen en samlet sum. Hvis du får en varig skade på kroppen, som gør at du mister vigtige funktioner i kroppen, kan du få udbetalt en erstatning. Erstatningen beregnes ud fra den sum, du har tegnet forsikring for.

De fleste vælger at tegne forsikring med en sum på minimum en million kroner. Hvis du får ti procents varige mén, vil du få udbetalt 100.000 kr i erstatning fra forsikringen, skattefrit. 

Du kan med fordel gøre dig følgende overvejelser når du skal tegne ulykkesforsikring:

  • Hvor meget kan/vil du betale for en ulykkesforsikring?
  • Har din partner også en ulykkesforsikring?
  • Har eventuelle børn i familien en ulykkesforsikring efter at de er fyldt to år?
  • Skal forsikringen dække tandskader?
  • Laver du eller andre i familien sport eller andre fritidsaktiviteter (faldskærmsudspring, klatring, motorcykel, hård kontaktsport), der kræver at der laves en udvidet forsikring?

Andre relevante forsikringer

Hvilke andre forsikringer er det en god ide at tegne? En god tommelfingerregel er at du bør forsikre de ting, som du ikke selv kan erstatte. Det kan f.eks. være følgende forsikringer:

Husforsikring

Du kan sikre din bolig med en husforsikring, der dækker brandskader, storm- og vandskader, skader ved indbrud og hærværk.

Du kan ofte også tegne en tillægsforsikring, der dækker skader på glas og sanitet, eller skader lavet af insekter, svampe og råd. Eller skader på rør og sanitet. Det er en god investering at tegne en husforsikring, da skader på en bolig kan være næsten umuligt at betale selv. 

Bilforsikring

Som bilejer kan det være særdeles dyrt, hvis uheldet er ude. Du kan få mange fordele ved at tegne en kaskoforsikring. En kaskoforsikring dækker flere ting: Selvforskyldte uheld og skader (ikke grov uagtsomhed), tyveri, brand og hærværk.

Du kan selv vælge, om du vil tegne en kaskoforsikring eller ej til din bil, men forsikringen er en god at have, hvis din bil får skader, da udgifterne til reparationerne kan være høje.